Nyhedsvisning

Universitarium 2018: PAS PÅ!

Hvordan ved en brandalarm, at det brænder? Hvad gemmer sig i lastbilens blinde vinkel? Hvordan sikrer vi os imod oversvømmelser?

Det er bare nogle af de spørgsmål, du kunne finde svar på i Universitarium 2018. Under temaet: Pas på! sættes der fokus på tryghed i hjemmet, trafiksikkerhed og klimaforandringer

UNIKT SAMARBEJDE MELLEM AAU OG UCN

Universitarium er et samarbejde mellem AAU, Aalborg Kommune, UCN og TECH College, som sætter fokus på videnskab og forskning. Formålet er at øge børns og unges interesse særligt i naturvidenskab og teknik, men perspektiverer også med viden fra humaniora og samfundsvidenskab.

Der var masser af interaktive forsøg, hvor studerende fra AAU og UCN fungerede som undervisere og rundvisere på Universitarium.

HJEMME ER DET FARLIGSTE STED

Vi skal helst føle os trygge derhjemme, men faktisk er hjemmet det sted, hvor langt de fleste ulykker sker. 

På dette års Universitarium kan du lære, hvordan brandalarmer virker og kan redde liv, hvis der fx er sket en kortslutning i et batteri eller et stearinlys er kommet ud af kontrol.

SIKKER I TRAFIKKEN

Høj fart øger ikke kun bremselængden markant. Den øger også risikoen for sammenstød og ulykker. En crash-test i miniudgave illustrerede, hvordan en bils karrosseri er bygget til at afbøde stød. Du kan desuden med egne øjne opleve, hvor stor den blinde vinkel hos en lastbil faktisk er med et 1:1 lastbil-førerhus.

REGN DEN UD – OG UNDGÅ OVERSVØMMELSER

Skybrud og oversvømmelser øger risikoen for, at dét, vi prøver at komme af med i toilettet, pludselig løber den anden vej. Hvordan sikrer vi os imod det? Og hvordan håndterer vi vandstigninger i fjorde og have bedst muligt?

SKAL ØGE INTERESSEN FOR STEM-FAGENE

Du kan også gå på opdagelse i Planetarium, hvor du kan navigere rundt i en 3D-model af universet og lære om sikkerhed i rummet. Universitariums vindsimulator udfordrer dig i at stå fast, når den blæser med orkanstyrke.

- Universitarium er et eksempel på AAU's engagement i Teknologipagten, hvor vi viser helt konkrete eksempler på, hvordan naturvidenskab og teknik spiller en rolle i vores hverdag. Med Universitarium vil vi gerne give unge og deres forældre en fælles positiv oplevelse, som kan medvirke til at få flere til at interessere sig for, arbejde med og uddanne sig inden for STEM-fagene, sagde rektor Per Michael Johansen i forbindelse med et nyhedsopslag på AAU Inside d. 26.06.18