Nyhedsvisning

Universitarium 2013: Byg og hyg

Vi har alle brug for en bolig, hvor vi kan være i læ for vejr og vind og føle os trygge og godt tilpas. Derfor betyder vores hjem meget for os, og der stilles store krav til vores boliger. Der gør der, fordi boliger i Danmark skal kunne klare meget. De skal holde regnen ude, holde os varme om vinteren og køle os ned om sommeren. Vi danskere elsker at hygge os, så vores hjem skal også være et rart sted at være. I Universitarium kan du lære om, hvordan du gør dit hjem til et sikkert, sundt og rart sted at bo. Og der er nok at tage højde for, når man lige tænker efter.

Boligen skal være sikker!

Allerede i oldtiden blev mange af de principper, vi bygger efter i dag, opfundet, men der er sket meget siden da. Udviklingen gør, at vi i dag har kunnet bygge verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, som rækker hele 828 meter op mod himlen – og det uden at brase sammen selv under en orkan eller et jordskælv. Det kan vi fordi, vi har lært at forstå, hvordan naturens kræfter takles!

Uanset hvor meget du passer på, kan du være så uheldig, at der går ild i dit hus. I gamle dage kunne en brand medføre, at hele byen brændte ned til grunden. I dag ved vi heldigvis meget om brand, og hvis du er snu og forstår dig på ilden, kan du undgå, at ilden spreder sig og brænder hele huset ned! I Universitarium kan du undersøge, hvad der skal til, for at en brand starter.

Boligen skal være sund!

For at vi kan holde ud at bo i boligen, skal der være et godt indeklima og en passende temperatur hele året rundt. Om vinteren, hvor vi har brug for meget varme, er der risiko for kondens på vinduerne og vægge med ringe isolering, og det skal vi undgå. Fugten kan medføre jordslåede vægge og endda skimmelsvamp, og det kan gøre os syge!

Boligen skal være rar!

Det er ikke altid, at hele huset har lyst til at være med på en lytter, når storebror spiller heavyrock. Det kan du undgå, hvis du forstår, hvordan lyden bevæger sig gennem vægge, gulv og loft. Men støj kommer også udefra, og bor du tæt på en motorvej, glæder du dig nok over, at du kan slippe for støjen fra bilerne ved at bruge lyddæmpende glas i vinduerne.

I dag er der i mange hjem trægulve, betonloft og metalmøbler. Det er flot, men det er upraktisk. Lyde reflekteres nemlig fra de hårde overflader, og det gør, at der bliver meget støj. Hvis du derimod har tæpper på gulvene og masser af bløde sofaer, bliver støjen mindre, og så er det lettere at snakke sammen – selv når radioen spiller.

VI VIL HAVE LYS I HJEMMET, SELV NÅR DET ER MØRKT UDENFOR

Olielamper og stearinlys er for længst forældede til andet end hyggebelysning, og nu er den elektriske glødepære også sendt på pension. Den giver for lidt lys og bruger for meget energi, og den er derfor afløst af LED-pæren eller lysdioden, som udsender meget mere lys end glødepæren, men bruger meget lidt strøm. Og vi danskere sparer gerne på energien, for det er godt for både miljø og tegnebog, men afskeden med glødepæren giver udfordringer, for vi skal tænke anderledes. Nu har vi i masser af år været vant til at købe 40 Watt eller 60 Watt-pærer, men skiftet fra glødepærens Watt-forbrug til LED-pærens Lumen-værdi, gør det vanskeligt at købe den helt rigtige pære til lampen. I dag skal du ikke bare vælge antal Watt, og om pæren skal være klar eller mat, nej for at få en hyggelig belysning i hjemmet skal du i dag tage stilling til nye begreber som graden af farvegengivelse, lysets intensitet og om lysets farve skal være varmt eller koldt.

Er din lugtesans i Superligaen?

Lugte og dufte kan minde dig om din fortid – og redde din fremtid. Dufte bringer minder frem. Måske duften af nybagte pandekager minder om sommer ved mormor eller måske duften af en blomstereng minder dig om din første forelskelse. Men næsen bringer ikke bare minder frem, den fungerer også som en alarm. Den fortæller dig, når der er udslip fra en kloak eller når der er røg fra en brand, så du kan redde dit liv – og din fremtid. Men hvor god er din lugtesans egentlig? Test den i Universitariums ’Lugteri’!

Her kan du se videoer, hvor Universitariums maskot, Otto, præsenterer forsøg og opstillinger fra årets tema 2013. Vil du gerne prøve nogle af tingene selv, så kig forbi Universitarium.